Fredericia: V-borgmester valgt til spidskandidat
Først blev han ekskluderet af partiet, så blev han borgmester i Fredericia, og nu har Venstre-medlemmerne valgt, at Kenny Bruun Olsen (V) skal være partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november.
- Jeg er utrolig lettet, jeg har ikke sovet i den seneste uge. Nu skal vi samles og så skal vi have samarbejdet i gang, siger han ifølge Fredericia Dagblad fra talerstolen til opstillingsmødet.
Op til tirsdagens møde har der været stor intern uro i Venstre. En del medlemmer har frygtet, at der ville ske et kup i partiet, fordi medlemstallet inden for de seneste uger er eksploderet. Det er især medlemmer tilknyttet Venstre Ungdom, der har indmeldt sig.
Flere erfarne kræfter i partiet har været overbevist om, at de nye unge medlemmer støtter byrådsmedlem Pernelle Jensens kandidatur - og dermed den fløj i partiet, som bakkede op om den omdiskuterede forhenværende borgmester Thomas Banke.
Og bølgerne er gået højt. Adskillige byrådsmedlemmer samt formand for Venstre i Fredericia, Joe Andersen, har udtalt, at man frygtede, at partiet ville falde fra hinanden, hvis Pernelle Jensen blev deres borgmesterkandidat.
Kandidaterne måtte også ud i to stemmerunder tirsdag, da det ikke lykkedes nogen af dem at opnå halvdelen af stemmerne i første omgang. Kenny Bruun Olsen fik 122 stemmer, Pernelle Jensen 105 og Christian Jørgensen 58.
Kenny Bruun Olsen har været borgmester i Fredericia i 100 dage, siden hans forganger, Thomas Banke, i januar trak sig fra både borgmesterposten og byrådet.
Det skete efter, at det var blevet afsløret, at han adskillige gange over en periode på to år har brugt kommunens kort til private indkøb og betalinger - og at han desuden havde rod i sit kørselsregnskab.
Banke brød i 2010 90 år med socialdemokratiske borgmestre i Fredericia.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde