Fremover dækker staten ikke udbyttesvindleres klageudgifter
Mistænkte for milliardsvindel med udbytteskat har kunnet få refunderet deres udgifter til advokater i Danmark.
Et politisk flertal stopper muligheden for, at formodede svindlere kan få refunderet deres udgifter til advokater i sager om tilbagebetaling af udbytteskat.
Hidtil har en tilskudsordning betydet, at advokatregningerne til de mistænktes sager mod staten helt eller delvist er blevet betalt af staten selv.
Fra 2012 til 2015 lænsede formodede svindlere den danske statskasse for 12,7 milliarder kroner.
Dermed har de mistænkte fået dækket deres udgifter til advokater og rådgivere. Men det stoppes nu, og det glæder skatteminister Morten Bødskov (S).
- Det er hverken holdbart eller rimeligt, at aktørerne i de her sager skal kunne få dækket deres udgifter til advokater og andre rådgivere, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Hvis en formodet svindler vandt klagesagerne i Danmark, fik klageren alle sine udgifter dækket.
Hvis klagesagerne i udbyttesagen derimod blev afvist, betalte staten halvdelen af regningen. Men fra 1. januar er det slut.
Det vil ifølge et skøn fra Skatteministeriet betyde en besparelse på 140 millioner kroner, som ikke skal gå til at rådgive formodede svindlere.
- Alle danskere ved, at fælleskassen er blevet drænet som følge af udbytteskandalen. Derfor skal de selvfølgelig heller ikke kunne få godtgjort deres udgifter til at føre klagesager, siger Morten Bødskov.
Loven betyder ikke, at de pågældende virksomheder bliver afskåret fra at klage over deres afgørelser. Sagerne kan fortsat havne hos klagemyndigheder eller danske domstole.
At der var mulighed for at få refunderet udgifter til klager over udbytteafgørelser skyldes retssikkerhedspakken. Den blev indført af den tidligere regering. Socialdemokratiet stemte også for.
Den gav selskaber mulighed for at bruge tilskudsordningen, når de ville klage over en afgørelse i skatteforvaltningen.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker