Frier til SF for at vælte Kaj

Af Peter Foersom og Katja Drejer


SF’s spidskandidat Lene Hatt kan blive en af byrådsvalgets store stemmeslugere i Guldborgsund, og de borgerlige borgmesterkandidater er ivrige for at tælle hende med i et flertal uden om Kaj Petersen (A).

Men Lene Hatt er klar med en kurv til bejlerne.
- Hvis socialdemokraterne får et ordentligt valg, vil vi pege på Kaj Petersen som borgmester. Selvfølgelig er jeg vores borgmesterkandidat, men jeg har svært ved at forestille mig, at SF skulle blive større end Socialdemokraterne.
- Vores mål er størst mulig indflydelse, og vi er mere på linje med Socialdemokraterne end med nogen af de andre. Men valget må afgøre, hvad der skal ske, siger hun.

Det er rigtigt nok, at de borgerlige er på frierfødder.
- Der er altid sonderinger i gang, og hvis man vil vælte Kaj Petersen, er man nødt til at have nogle underhåndsaftaler, siger den konservative spidskandidat Hans Aage Pedersen

Han peger på, at en ny konstitueringsaftale ikke nødvendigvis behøver at omfatte Socialdemokraterne, hvis der kan findes et alternativt flertal, og fremhæver, at SF og ikke mindst Lene Hatt har været den store overraskelse i storkommunens første byrådsperiode.
- SF har overrasket positivt, og Lene Hatt har været god til at samarbejde og er en positiv medspiller, siger Hans Aage Pedersen.

Foto: De Konservatives spidskandidat Hans Aage Pedersen.

De borgerlige partier i Guldborgsund Kommune vil have SF med i flertal uden om Kaj Petersen.

Offentliggjort Sidst opdateret