FTF: Arbejdsparate flygtninge drukner i papirbunker
FTF håber, at regeringens udlændingeudspil vil sende flere flygtninge ud på arbejdsmarkedet.
Forhåbentlig kommer regeringen med et udspil til december, som afbureaukratiserer reglerne og hjælper flygtninge med at komme ud på arbejdsmarkedet.
Det siger Jens Kragh, direktør i FTF, der mener, at reglerne på beskæftigelsesområdet for flygtninge er for besværlige.
- Der er ingen tvivl om, at der er behov for at få kigget på reglerne, for der er mange eksempler på, at det er for bureaukratisk og besværligt, siger han.
FTF er hovedorganisation for 450.000 ansatte i det offentlige og private som eksempelvis socialrådgivere, lærere, undervisere og pædagoger.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviterede i september til et civilt topmøde, hvor blandt andet FTF var til stede.
Hos FTF sætter man sin lid til, at statsministeren lyttede til kritikken, som ifølge Jens Kragh blev delt af stort set alle deltagere fra erhvervslivet.
Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss, fortæller også til Ugebrevet Mandag Morgen, at reglerne er for rigide, og at de spænder ben for integrationen.
Desuden undrer bestyrelsesformanden sig over, at man ikke har hørt noget fra statsministeren siden mødet på Fredensborg i september.
Men det er ikke så mærkeligt, mener Jens Kragh.
- Lars Løkke har jo sagt, at de kommer med et udspil i december, så nu må vi jo bare vente og se. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at der skal kigges på reglerne, for det er vigtigt, at folk, der kommer til Danmark, finder en plads på arbejdsmarkedet, siger han.
- Jo mere papirarbejde, jo sværere bliver det for især de mindre virksomheder og arbejdspladser, siger FTF-direktøren.
På det civile topmøde deltog 48 forskellige virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner.
Af organisationer deltog eksempelvis Dansk Flygtningehjælp, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Landsorganisationen i Danmark (LO) og Kommunernes Landsforening (KL).
Fra erhvervslivet deltog blandt andet McDonald's, Ikea Danmark og Arla Foods.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde