FTF: Droppet barselsbonus er en stor skuffelse
Foto: Jeppe BjøRn Vejlø /Scanpix
Jeppe BjøRn Vejlø /Scanpix
Det er meget svært at se linjen i regeringens ligestillingspolitik, efter beslutningen om at droppe barselsbonus til mænd, siger formanden for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey.
- Det er da en skuffelse og en meget uheldig udmelding. Vi var ikke begejstrede for bonussen som erstatning for en rettighed, men det var da et skridt på vejen mod mere ligestilling, siger Bente Sorgenfrey, som repræsenterer 450.000 medlemmer.
Onsdag kom det frem, at regeringen har droppet planerne om en kontant bonus til familier, som deler barselsorloven ligeligt mellem sig.
Barselsbonussen på 100 skattefri kroner om dagen blev lanceret i september som erstatning for den øremærkede barsel, der blev droppet, selvom det var en del af regeringsgrundlaget.
- Det må være meget frustrerende for dem, der havde sat snuden op efter bonussen. Vi ville hellere have haft øremærket barsel, men barselsbonussen var et plaster på såret til de fædre, der nu ikke fik en rettighed, siger Bente Sorgenfrey.
- Så fik de jo trods alt nogle penge, hvis de ikke delte orloven, og det er der jo sikkert mange, der allerede nu har regnet ind i deres budgetter, tilføjer hun.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver i en mail til DR Nyheder, at regeringen fortsat ønsker, at flere mænd skal tage orlov.
Hun ser derfor på mulighederne for, at "parterne i overenskomsterne kan forhandle sig frem til flere uger med løn til fædre, der holder orlov".
- Det kræver, at der bliver dispenseret fra princippet om ligebehandling, og det er jeg villig til, hvis arbejdsmarkedets parter sammen beder om det, skriver Mette Frederiksen.
Men den besked er ikke populær hos Bente Sorgenfrey, som mener, at regningen dermed havner hos lønmodtagerne.
- Det er at skubbe en byrde over på arbejdsmarkedets parter, som regeringen selv havde påtaget sig at løse. Det er da frustrerende.
- I forvejen skal overenskomsterne løse meget, og der er ikke noget, der er gratis. Det koster jo. Det at få aftalt øremærket barsel til mænd eller en barselsbonus betyder jo, at det kan koste i forhold til for eksempel lønudviklingen, siger Bente Sorgenfrey.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet