FTF: Vækstplan er rigtig medicin til at skabe vækst
Det er en bredspektret løsning på Danmarks økonomiske kvaler, som regeringen med dens vækstplan torsdag formiddag har fremlagt, lyder det fra FTF, der er fagforening for 450.000 offentligt og private ansatte.
Vækstplanen indeholder 89 initiativer og skal skaffe mellem otte og 10 milliarder kroner mere i erhvervsinvesteringer hvert år. FTF-formand Bente Sorgenfrey kalder det i en kommentar for et godt udspil uden forsøg på hurtige løsninger.
- Det er godt, at man ikke satser ensidigt på nye skatte- og afgiftslettelser, men stimulerer virksomhederne på mange måder.
- Danmark har brug for at skabe flere job, så alle kan få et arbejde, og vi har råd til gode sygehuse, skoler og så videre. Vækstpakken giver virksomhederne bedre vilkår. Nu er det vigtigt, at de veksler det til nye job og ikke bare ekstra gevinster til aktionærerne, siger hun.
Vækstplanen sigter mod at styrke væksten i Danmarks mange små og mellemstore virksomheder.
FTF er også begejstret for regeringens forslag om at lempe de stadig mere udbredte konkurrencebegrænsende klausuler, som fagbevægelsen har kritiseret skarpt i årevis.
- Klausulerne står i vejen for vækst. De binder de ansatte helt unødvendigt til deres arbejdspladser og modarbejder, at arbejdsstyrken er fleksibel og mobil.
- Sådan en begrænsning har vi allermindst brug for i en tid, hvor vi med lys og lygte leder efter ny vækst og flere arbejdspladser, siger Bente Sorgenfrey.
Udspillet sætter en øvre grænse på 12 måneder for, hvor længe en medarbejder må være underkastet en konkurrenceklausul. Og regeringen vil give timelønnede den samme beskyttelse mod klausuler, som ansatte under funktionærloven i dag har.
Regeringen overser nogle områder, som også kunne styrke væksten, lyder det.
Der bør blandt andet sættes langt mere skub i offentlig-privat innovation (OPI) og i virksomhedernes brug af it og danskernes generelle it-kompetencer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned