Fuglefolk: Miljøminister forhaler tid

Der vil gå alt for lang tid til skade for naturen med at få gennemført regeringens vand- og naturplaner, sådan som miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har langt køreplanen.

Det siger Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

DOF klager over, at det i første omgang kun er kommunerne og andre myndigheder, som får høringsret til ministerens udspil, der præsenteres torsdag.

Men ifølge miljømålsloven - der er Folketingets køreplan for Danmarks udmøntning af EU-direktiverne på området - har DOF og en række andre foreninger en lovfæstet ret med en tidsfrist på et halvt år til at blive hørt om den endelige plan.

- Vedtagelsen bliver skudt endnu længere ud i fremtiden, end miljøministeren behøvede, når vi ikke bliver hørt med det samme. Det ligner en bevidst forhaling fra ministerens side. Og det går ud over naturen, siger DOF's næstformand Niels Riis.

Ifølge DOF er flere fuglearter allerede begyndt at forsvinde fra Danmark, fordi regeringen er over et år bagud med vand- og naturplanerne i forhold til EU's frist. Det har forsinket naturplaner for såkaldt Natura2000-områder, som EU kræver beskyttet blandt andet af hensyn til fuglelivet. DOF venter, at Danmark derfår får en sag på nakken ved EU-domstolen.

- Det er kun et spørgsmål om, at Europakommissionen bliver træt af at vente, inden Danmark får en åbningsskrivelse på nakken, siger Niels Riis.

/ritzau/

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) forhaler bevidst naturindsatsen. Og han kan godt regne med at få en EU-retssag på nakken, siger ornitologerne.

Offentliggjort Sidst opdateret