Det er en overraskelse, at den nye regering nu vælger at fyre de fem eksportambassadører, der siden sommeren har været udpeget som "rejsende døråbnere" for dansk erhvervsliv i udlandet.
Det siger direktør i Dansk Industri (DI) Thomas Bustrup oven på handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) beslutning om at nedlægge de fem stillinger øjeblikkeligt.
- Det kommer som en overraskelse, men lad os nu lige se, hvad der træder i stedet for, før vi vurderer, om det er godt eller skidt for vores medlemmer, siger han.
De fem eksportambassadører var især udpeget til at fokusere på de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), og det er der ifølge Thomas Bustrup fortsat god mening i.
- Men hvis der alene er tale om, at den nye regering forsøger at organisere arbejdet på en anden måde med en minister i stedet for fem eksportambassadører, så er det ikke sikkert, at det betyder det store for arbejdet, siger han.
Han fastholder, at BRIK-landene er vigtige for Danmarks fremtidige eksportmuligheder.
- En meget stor del af det globale vækstpotentiale ligger i de her lande, så derfor er det afgørende, hvis man vil have vækst, at man er opmærksom på muligheder og udfordringer i BRIK-landene, siger han.
Hvorvidt eksportambassadørernes arbejde har gjort en forskel er ifølge DI-direktøren vanskeligt at sige, fordi de kun har haft få måneder i jobbet.
- Men det er vores indtryk, at de har arbejdet hårdt for at skabe sig en platform til at profilere Danmark bedst muligt, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned