Lederne for verdens otte rigeste industrinationer advarer om, at den globale økonomiske genopretning fortsat er skrøbelig. Samtidig siger de, at den økonomiske krise truer de såkaldte årtusindemål om blandt andet at halvere fattigdommen i verden.
- Vores årlige topmøde finder sted på et tidspunkt, hvor verden har indledt en skrøbelig genopretning efter den værste økonomiske krise i generationer, hedder det i et udkast til en erklæring fra Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Rusland og USA.
Ifølge udkastet, som det franske nyhedsbureau AFP har set, har den økonomiske krise skadet bestræbelserne på at leve op til nogle af 2015-målene, som FN vedtog i 2000.
- Krisen har skadet fremskridtene for nogle af 2015-målene. Der er behov for nye fælles forpligtelser, hedder det i udkastet, der understreger, at "både industrilandene og udviklingslandene skal gøre mere".
De rige G8-lande er blevet kraftigt kritiseret af aktivister ved topmødet i Canada og beskyldes for ikke at have levet op til tidligere løfter om bistand til udviklingslandene.
I udkastet siger G8-lederne, at de vil forbedre deres overvågningsmekanismer, så de fremover kan blive stillet til ansvar, hvis de ikke lever op til deres løfter.
- Vi i G8 er fast besluttet på at gå foran med et eksempel og leve op til vore forpligtelser. Vi understreger behovet for jævnligt at lave rapporter om de fremskridt vi gør, hedder det videre.
Årtusindemålene blev vedtaget af FN's medlemslande for 10 år siden. Målene om blandt andet at reducere fattigdommen, antallet af sultende og øge børns og kvinders rettigheder samt forbedre undervisningen skal efter planen være nået i 2015.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet