Gade afviser fast dato for dansk exit

USA's præsident Obama har ikke sagt, at alle amerikanske soldater skal være ude af Afghanistan i 2011. Og forsvarsminister Søren Gade vil ikke være med til at sætte en fast dato for, hvornår de danske soldater skal hjem.

- Vi har en Afghanistanstrategi, som vi arbejder efter. Og der står på side tre, at vi vil skabe forudsætningerne for, at afghanerne selv kan overtage ansvaret. Når de forudsætninger er skabt, så vil vi reducere den militære tilstedeværelse. I den nuværende strategi er målet udgangen af 2012, siger forsvarsministeren.

Han reagerer på, at Obama vil påbegynde den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan i juli 2011 - men samtidig forøge tilstedeværelsen med 30.000 mand fra 2010.

Det er ikke længere siden end begyndelsen af november, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) advarede imod at sætte dato på tilbagetrækning fra Afghanistan. Og udenrigsministeren advarede imod overhovedet at tale om exit.

Nu lægger regeringen vægt på 2012-målet. Men Søren Gade (V) understreger, at afghanernes evne til selv at overtage ansvaret er afgørende. Ikke datoen.

- Det vil alt andet lige altid være afhængigt af situationen i landet, siger han.

Søren Gade er enig i, at det skal gå så hurtigt som muligt. Men der vil dog også mange år fremover være udenlandske soldater i Afghanistan, siger han.

- Jeg vil være ked af, hvis der breder sig den opfattelse, at amerikanerne vil være ude i 2011. Der vil være udenlandske tropper i Afghanistan i 2013, 14 og 15 også. De 30.000 ekstra amerikanske soldater er midlertidige, men jeg vil dæmpe forventningen om, at alt er godt i Afghanistan i 2011, siger Søren Gade.

Søren Gade lægger ikke op til at udsende flere danske soldater, men han er åben for at udsende eksempelvis jægersoldater som en del af det danske bidrag.

/ritzau/

Forsvarsministeren afviser at sætte en fast dato for, hvornår de danske soldater skal hjem. Men det er nu i orden at tale om exit fra Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret