Gades ministerium tjekkes for arabisk læk

Jagten på den arabiske oversættelse af den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten" rækker helt ind i forsvarsminister Søren Gades (V) forkontor.

Computere i både Forsvarsministeriet og forsvaret skal undersøges, og ifølge Politiken har politikerne under et møde onsdag i Forsvarsministeriet specifikt bedt om at få undersøgt Gades pressechef, Jacob Winther, og hans computere i ministeriet.

- Det bliver meget vidtgående, og det kan ikke komme bag på nogen, hvis pressechefens computere også er en del af en sådan undersøgelse, siger Socialdemokraternes forsvarspolitiske ordfører, John Dyrby Paulsen, til Politiken.

Balladen er opstået, fordi forsvaret og regeringen har sagt, at den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog kan udgøre en sikkerhedsrisiko for udsendte danske soldater. Og dramatikken steg, da B.T. lagde en arabisk oversættelse af bogen på nettet. Den viste sig dog at stamme fra forsvaret selv, som hævdede at have fundet den på nettet. Ingen andre har dog kunnet finde den siden.

Det har ført til mistanker om, at oversættelsen er fabrikeret af forsvaret selv og lækket for at underbygge påstanden om, at bogen er farlig - en mistanke, som Søren Gade (V) har kaldt "helt ude i hampen".

Resultatet af hasteundersøgelsen ventes at være klar i løbet af torsdag.

/ritzau/

Forsvarsminister Søren Gades spindoktor er blandt dem, der undersøges i jagten på den arabiske oversættelse og læk af omstridt soldaterbog.

Offentliggjort Sidst opdateret