Garvede K-politikere bliver på topposter i folketingsgruppen

De to konservative toppolitikere Mette Abildgaard (tv) og Mai Mercado (th) ses her sammen med deres formand, Søren Pape Poulsen. (Arkivfoto). Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Det Konservative Folkeparti beholder erfarne profiler i ledelsen af partiets gruppe i Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret

De to K-profiler Mette Abildgaard og Mai Mercado skal fortsat sammen med partiformand Søren Pape Poulsen stå i spidsen for den konservative gruppe i Folketinget.

Således fortsætter Abildgaard som politisk ordfører, mens Mercado har opnået genvalg som gruppeformand.

Det oplyser partiet tirsdag, efter at folketingsgruppen har fordelt ordførerskaber.

- Vi har garvede folk, som har siddet mange år med det samme område. Og så har vi nye, der kommer med mange års erfaring fra både den offentlige og private sektor, som kan bidrage med indsigt og erfaring i deres ordførerskaber, siger Mai Mercado i en pressemeddelelse.

Blandt gruppens nye ansigter finder man Helle Bonnesen. Hun skal blandt andet være ordfører for beskæftigelse og kultur.

Samtidig overtager hun rollen som udenrigsordfører for Marcus Knuth, der ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i november.

K-profilen Rasmus Jarlov beholder blandt andet sine ordførerskaber for finans- og forsvarspolitik. Hans rolle som gruppenæstformand er imidlertid gået til klimaordføreren Mona Juul. Hun træder dermed ind i gruppeledelsen.

Mona Juul bliver en del af ledelsen for den konservative folketingsgruppe. Hun skal derudover være ordfører for blandt andet klima, energi og forsyning. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Rasmus Jarlov er dog fortsat en del af K-toppen i form af en post som næstformand for en nyoprettet ledelsesgruppe for politik og strategiudvikling.

De Konservative er det sidste af Folketingets 12 partier til at konstituere sig efter valget. Her gik partiet to mandater tilbage og har nu ti politikere på Christiansborg.

Ud over Marcus Knuth måtte også Britt Bager sige farvel til Folketinget. Hendes ordførerskab for retspolitik overtager Mai Mercado.

Den nyvalgte Lise Bertelsen bliver blandt andet ordfører for forskning, uddannelse og undervisning.

/ritzau/