Giv os aftenbusserne tilbage

Flere end 600 personer støtter med deres underskrift op om kravet om at få aftenbusserne til og fra Nykøbing tilbage. Underskrifterne afleveres på fredag til Guldborgsunds borgmester, John Brædder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da en række busafgange til og fra Nykøbing i aftentimerne blev sparet væk i december sidste år, vakte det bekymring blandt flere lokale foreninger og virksomheder. Blandt andre Scala Bio, Teatret Masken, Guldborgsund Ungdomsråd og Dagligstuekoncerter i Maglebrænde gik derfor sammen om en underskriftindsamling for at få aftenbusserne tilbage.

- Konsekvensen ved at fjerne aftenbuslinjerne er, at mulighederne for at deltage i de kulturelle tilbud ikke er ens for alle. Skal du i biografen kl. 21.15, kan du for eksempel ikke bare komme hjem med bussen, hvis du bor i Stubbekøbing eller et af de andre randområder. På det tidspunkt er den sidste bus kørt, siger Peter Abrahamsen fra Dagligestuekoncerter i Maglebrænde og tilføjer:

- Hvis vi skal tiltrække unge familier til Falster, er det ikke det bedste signal at sende, at vi ikke kan deltage i de kulturelle aktiviteter, fordi det ikke er muligt at komme hjem med bussen.

Kravet om at få aftenbusserne tilbage har da også mødt stor opbakning blandt borgerne i både Lolland og Guldborgsund Kommune. Flere end 600 personer har med deres underskrift givet deres mening til kende.

- Det er belastende at være isoleret fra alt kulturelt, når man bor så langt væk fra Nykøbing, og der ingen busser går. Aftenbusserne er uundværlige, lyder det fra en af dem, der har skrevet under.

En anden borger skriver:

- Vi kunne sagtens nøjes med én bil, hvis busserne kørte, når vi havde brug for det.

Underskrifterne og de mange argumenter, der indtil nu er indsamlet, bliver på fredag afleveret til Guldborgsunds borgmester, John Brædder. Initiativtagerne håber derved at få indflydelse, når politikerne i Guldborgsund inden udgangen af april skal komme med nye busbestillinger til Movia.

- I de forhandlinger ønsker vi at lægge et pres på politikerne i og med vi som institutioner ikke kun er koncertsteder eller kulturelle tilbud, men også vælgere, siger Peter Abrahamsen.

Underskriftindsamlingen fortsætter til fredag morgen. Du kan skrive under på http://aftenbus.skrivunder.dk/