Glæde over udsigt til ny Storstrømsbro

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Glæden er stor i forbindelse med, at Transportministeren i dag har offentliggjort en rapport som tydeliggør, at en ny Storstrømsbro er den bedste løsning på længere sigt.

- Jeg har sjældent set noget så klart. Af de forskellige løsningsmodeller, Banedanmark har set på, er det kun en ny bro til vej og dobbeltsportet jernbane, der har en attraktiv samfundsøkonomi.

- Det er jo den løsning vi hele tiden har ønsket os på Lolland-Falster, siger Venstres folketingsmedlem fra Lolland Henrik Høegh.

Bygningen af den nye bro til vej og bane omfatter også efterfølgende nedrivning af den gamle bro.

- Den næstbedste løsning er ifølge Banedanmarks analyse en renovering af den eksisterende bro. Men den opnår kun prædikatet "delvis attraktiv". Det er ganske vist en billigere løsning her og nu, men den vil give store trafikale problemer ikke mindst for Lolland-Falster, mens arbejdet står på, og efterfølgende vil man stå med kun en enkeltsporet jernbane, som rent samfundsøkonomisk ikke er så attraktiv.

Banedanmarks meget klare konklusion på analysen af løsningsmulighederne får Henrik Høegh til at tro på en hurtig politisk beslutning.

Formanden for Femern Belt Development, Svend Erik Hovmand hilser også anbefalingen af en ny fremtidssikret Storstrømsbro meget velkommen.

- Det er af stor betydning for hele Femernprojektet, at man kan regne med en driftsikker forbindelse over Storstrømmen, der rækker mange år ud i fremtiden, siger han.