Grænsekontrol blokerer for efterlønsaftale

Dansk Folkepartis forslag om genindføre grænsekontrollen blokerer nu - i bogstaveligste forstand - for, at regeringen kan lave en aftale med støttepartiet og De Radikale om en forringelse af efterlønnen og forhøjelse af folkepensionsalderen.

Ifølge Ritzaus oplysninger kræver Dansk Folkeparti nemlig, at en aftale om genindførelsen af grænsekontrollen falder på plads, før partiet underskriver aftalen om tilbagetrækningsreformen.

Til gengæld accepterer Dansk Folkeparti, at de ligeledes foreslåede rets- og udlændingepolitiske stramninger først bliver forhandlet på plads efterfølgende, hvis blot "rammerne" for en aftale - som det udtrykkes - er plads.

- Vi vil have lavet om på den historiske fejl fra 2001, hvor man fjernede grænsekontrollen, siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.

- Som det ser ud nu er vi ved at være der, hvor vi tror på en særdeles god aftale. En aftale som betyder, at der bliver en synlig grænsekontrol - med bygninger og toldere - som er der 24 timer i døgnet, siger Peter Skaarup.

Som en del af grænsekontrollen ønsker Dansk Folkeparti endda en kontrol af udrejsende. En såkaldt anti-indbrudshed skal forhindre for eksempel østeuropæiske bander i køre ud af Danmark med fyldte varevogne med tyvekoster.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) måtte således tirsdag, efter et kaotisk forhandlingsforløb, udskyde forhandlingerne på ubestemt tid.

Partierne er ellers ifølge flere kilder enige om at skære efterlønsperioden gradvist ned fra fem til tre år, lige som folkepensionsalderen hurtigere end tidligere aftalt stiger til 67 år.

På grund af den kortere efterlønsperiode kan danskerne først gå på efterløn som 64-årige, når reformen er helt indfaset.

Lige til det sidste er partierne dog uenige om, hvor hurtigt aftalen skal indfases. Jo hurtigere det sker, jo flere danskere bliver ramt. Til gengæld gavner en hurtig indfasning statskassen, som skal udbetale folkepension og efterløn til færre.

/ritzau/

Nervekrigen om efterlønnen tager til. Dansk Folkeparti vil have aftale om grænsekontrollen på plads før aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret