Hvad der for mange kan ligne en symbolsk genetablering af kontrollen ved den dansk-tyske-grænse, er for andre en blokade mellem to lande.
De nordtyske aviser har de seneste dage summet af kritiske røster, og efter at aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er blevet en realitet onsdag, skal beboerne i grænseregionen nu til at forholde sig til en fremtid med bom og paskontrol.
- Der bliver skrevet meget om det i aviserne, og i dag har vi haft 10-15 personer på kontoret for at spørge, om det overhovedet er muligt at rejse til Danmark, forklarer Finn Jensen, chef for turistkontoret i Flensborg.
- I folks hoveder bliver det opfattet som en lukket grænse, konstaterer han.
Da grænsen i 2001 blev åbnet som følge af Schengen-samarbejdet, mærkede restaurationslivet i Flensborg en markant opblomstring.
- Der er mange danskere, der tager til Flensborg for at spise om aftenen, beretter Peter Hansen, leder af Sekretariatet for Dansk Samarbejde i Region Sønderjylland-Schleswig.
Han forventer også en anden bivirkning ved grænsekontrollen.
- Det vil betyde køer, det er helt sikkert, siger han og uddyber:
- Der er kommet rigtig mange pendlere, som krydser grænsen dagligt. Mange flere end i 2001.
- Hvis man står ved grænsen i Kruså ved fyraftenstid, er det utroligt, hvor mange biler der suser forbi. Det er to spor, og det er rigtig mange biler, der skal igennem.
Med hensyn til det mere kulturelle samspil mellem det sydlige Danmark og det nordlige Tyskland beskriver både Finn Jensen og Peter Hansen grænsekontrollen som en psykologisk blokade mellem de to lande.
- Danmark rykker lidt længere væk fra Tyskland, når man skal have pas med, konstaterer Peter Hansen.
- Det gør tingene langsommere, og nogle ting bliver ikke til noget.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde