Det omstridte forslag om en øget grænsekontrol risikerer nu at falde.
Ifølge Politiken har oppositionen torsdag aften konstrueret "en sabotage" i form af et beslutningsforslag, hvormed sagsbehandlingen fjernes fra Finansudvalget til folketingssalen.
Her har mandat nummer 90, Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, en plads i modsætning til i Finansudvalget.
Han er meget skeptisk over for, at der mangler en skriftlig, juridisk vurdering af grænsekontrollen, hvilket justitsminister Lars Barfoed (K) erkendte tidligere på dagen.
- Regeringen kan ikke bare regne med, at jeg støtter dens forslag, siger Ørum Jørgensen.
Samtidig melder Liberal Alliance, at partiet vil stemme for oppositionens forslag i Folketinget.
- Hele idéen om grænsekontrol er udelukkende symbolpolitik og spild af offentlige midler, der giver fru Jensen falsk tryghed, påpeger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøl.
Den udmelding gør regeringen fuldstændigt afhængig af Per Ørums stemme, hvis ikke aktstykket om flere penge til mere kontrol ved grænsen skal forkastes.
- Det er blevet en så højspændt politisk sag, at vi mener, den bør afgøres i folketingssalen. Så der bliver en udformning af grænsekontrollen, der ikke er så ineffektiv som den, regeringen lægger op til, siger SF's medlem af Finansudvalget Jesper Petersen.
Skatteminister Peter Christensen (V) ønsker ikke at kommentere den ny situation over for avisen.
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, tager gerne en diskussion om grænsekontrol i Folketinget.
- Jeg er sikker på, at regeringen nok skal sørge for at få det parlamentariske flertal på plads, konstaterer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker