Den græske økonomiske tragedie skal ikke også ende som et mareridt for danske eurodrømme. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser, at det græske eksempel får regeringen til at tvivle på ønsket om dansk medlemskab af eurosamarbejdet. Krisen i Grækenland har rystet Europa og for første gang sat alvorlige spørgsmålstegn ved euroen som fælles europæisk valuta.
- For den danske regering er der ingen tvivl om, at euroen er en del af løsningen på vores problemer. Euroen er ikke problemet. Og grækerne skal jo også prise sig lykkelige for, at de er med i euroen i denne her situation, siger han efter et møde med EU's finansministre i Bruxelles.
Claus Hjort Frederiksen vil dog ikke komme med noget bud på, hvornår regeringen har tænkt sig at tage et opgør med det danske euroforbehold.
På tirsdagens møde i Bruxelles strammede EU-landene budgetskruen yderligere overfor Grækenland. Landet skal finde på nye spareøvelser allerede om en måned, hvis der ikke er udsigt til at nå målene for at nedbringe landets gigantiske underskud på statsbudgettet.
I kullissen spekuleres der dog fortsat på en eventuel redningsplan fra de øvrige eurolande. Det kan i sidste instans blive nødvendigt for at hjælpe Grækenland på fode igen.
Men Claus Hjort Frederiksen tvivler ikke på, at den græske regering kan overvinde den "ekstremt ubehagelige test" - med hjælp fra en skarp overvågning fra EU-Kommissionen.
- Når grækerne nu præsterer, hvad de skal præstere, så genvinder euroen jo også sin stabilitet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde