Granskningsudvalg vedtager ny forundersøgelse af Elbit-sagen
Anne Valentina Berthelsen, forsvarsordfører for SF, vil til bunds i sagen om våbensystemet fra Elbit. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Forløbet bag Elbit-sagen skal nu undersøges grundigere af Folketingets Granskningsudvalg.
Det heftigt kritiserede forløb bag indkøbet af artillerisystem fra det israelske våbenselskab Elbit skal nu undersøges dybere.
Folketingets Granskningsudvalg har onsdag formiddag besluttet at indlede en forundersøgelse af sagen.
Det bekræfter udvalgets formand, Ole Birk Olesen (LA).
Der står syv partier med i alt 75 mandater bag beslutningen - Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale og Alternativet.
Partierne er fortørnede over forløbet, hvor de blev givet forkerte oplysninger.
- Der kommer hele tiden nye oplysninger frem, der stiller spørgsmål ved, om vi traf den rigtige beslutning dengang, og som giver os en mistanke om, at vi er blevet manipuleret og løjet for i den her proces til at gøre noget bestemt:
- At vælge præcis Elbit som leverandør til det artillerisystem, vi skulle anskaffe på det pågældende tidspunkt, siger Anne Valentina Berthelsen, forsvarsordfører, SF.
Sagen tog sin begyndelse, da Folketinget i januar 2023 skulle træffe beslutning om at købe et nyt våbensystem.
Her blev Folketingets forsvars- og finansordførere oplyst om, at de havde et døgn til at godkende købet af det israelske firma Elbits artillerisystem.
Det medførte skarp kritik, og det viste sig, at det var misinformering af Folketinget.
Sagen fik daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til at fyre sin departementschef. Siden har en advokatundersøgelse forsøgt at kaste lys over forløbet.
Advokaterne har dog ikke haft nok beføjelser til at undersøge sagen tilstrækkeligt, mener flere partier.
Eksempelvis er der flere spor, advokaterne ikke har kunnet forfølge, fordi de ikke havde tilladelse til at interviewe embedsfolkene i de forskellige ministerier.
Det vil Folketingets Granskningsudvalg nu forsøge sig med.
Ordførerne skal lave en plan og liste over, hvilke relevante ministerier og personer de vil interviewe om sagen for at blive klogere.
- Vi er nødt til at have tillid til hele det politiske system og embedsværket og styrelserne, der ligger under Forsvarsministeriet, siger Anne Valentina Berthelsen.
Også hos Danmarksdemokraterne er man kritisk over for forløbet og imødeser undersøgelsen.
- Hele den her proces har været forhastet, og der pibler hele tiden nye ting frem i hjørnerne, som kun bestyrker mistanken om, at tingene ikke er gået til, som de skal, siger Lise Bech, forsvarsordfører hos Danmarksdemokraterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker