De europæiske borgere kan se frem til dyrere diesel, men billigere grønne energi- og brændstofalternativer, hvis EU-landene godkender et nyt forslag om at ændre energibeskatningen.
Fremover vil EU-Kommissionen nemlig have skatten til at følge de enkelte energiformers effektivitet og CO2-udledning.
- Hvis man bruger energi, der udleder lidt CO2, så skal det være billigere. Bruger man noget energi, hvor der er meget CO2 forbundet med det, så skal det være dyrere, siger EU's klimakommissær, Connie Hedegaard.
Men forslaget er allerede stødt på stor modstand fra især den tyske bilindustri og transportbranche, som advarer kraftigt mod at hæve skatten på diesel.
Udover højere priser ved tankstationen for privatbilister med dieselbiler så vil det føre til højere transportomkostninger, som i sidste ende bliver læsset over på forbrugerne, lyder advarslen.
Derfor er den tyske regering under hårdt pres for at blokere forslaget, som efter reglerne skal vedtages med enstemmighed mellem alle 27 medlemslande og godkendes af EU-Parlamentet.
Fra EU-Kommissionen understreger man derimod, at diesel med de nuværende skatteregler får en uretfærdig særbehandling.
- I dag er der en skjult støtte til diesel. Diesel er faktisk dyrere at producere end benzin, men det er der ingen danskere, der kan se, når man står og tanker. Så er det faktisk omvendt, og det har noget med beskatningen at gøre, siger Connie Hedegaard.
Hun peger på det paradoksale i, at forurenede energikilder som kul og diesel i øjeblikket beskattes mindre end for eksempel biobrændsel, der er blandt de energikilder med den højeste beskatning.
Kommissionen vil med forslaget også sætte mere pres på medlemslandene for at flytte skat fra arbejde til ressourcer for at fremme en bæredygtig vækst.
Danmark er et af kun fire EU-lande, som allerede har grønne skatter på baggrund af CO2-udledningen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned