Det bliver en revolution at omlægge Danmarks energisystem, så kul, olie og gas ryger ud. Men det bliver stort set ikke dyrere at bruge energi i 2050 end i dag. Og vi skal ikke til at bo i jordhuler.
Sådan sammenfatter formanden for Klimakommissionen, professor Katherine Richardson, konklusionerne i kommissionens nye rapport, der blev præsenteret tirsdag.
Rapporten er resultatet af to et halvt års anstrengelser. Richardson har ledet arbejdet, der især peger på havmøller og biomasse som løsningen.
- Der er ikke andre lande, der har gjort det her før. Det bliver selvfølgelig ikke let, men hvis vi venter, kan det blive meget dyrere, siger Katherine Richardson med henvisning til den lange afskrivningstid for energianlæg af alle slags.
En fossilskat - det vil sige afgift på kul, olie og gas - bliver et af de bærende elementer i en grøn omlægning af energisystemet. Den skal til at begynde med være lav, og politikerne kan vælge at beskytte virksomheder, der måtte blive særligt hårdt ramt.
Men generelt vil energiudgiften for erhvervslivet i 2050 udgøre en mindre andel end de fire procent, der gælder i dag, understreger kommissionens formand.
- Over halvdelen af den olie, der skal udfylde verdens behov i 2030, er ikke fundet endnu. Over halvdelen af de oliereserver, vi kender i dag, ligger i Mellemøsten, og olien bliver dyrere og dyrere at få fat i. Vi ved stensikkert, at fossile brændsler bliver dyrere, og at vedvarende energi bliver billigere, siger Katherine Richardson.
Vi skal for alvor ændre adfærd på transportområdet. Benzin- og dieselbiler skal vige pladsen på vejene for el- og hybridbiler, der kan køre på vindmøllestrøm.
Her må regering og erhvervsliv få udarbejdet en plan for den nødvendige infrastruktur med ladestationer, understreger Richardson.
- Folk vil smaddergerne gøre noget, men de mangler nogle rammer, siger Klimakommissionens formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie