Grønland: Eksperter skal sikre skattekroner fra minedrift
Hele verden kæmper lige nu om at få del i Grønlands eftertragtede undergrund, men med de store selskabers indtog, følger også en lang række udfordringer, hvis landet mod nord skal få det optimale ud af selskabernes minedrift.
Derfor har den grønlandske regering, Naalakkersuisut, sammensat en ekspertgruppe, som skal se nærmere på en beskatning af råstofferne. Det skriver regeringen i en pressemeddelelse.
Professor Torben M. Andersen er blevet udpeget som formand for ekspertgruppen. Han er formand for Økonomisk Råd i Grønland og har et godt kendskab til den grønlandske økonomi.
Derudover bliver gruppen sammensat af personer med indsigt i internationale skatteforhold og med kendskab til olie- og mineralindustrien, mens der også vil blive nedsat en politisk følgegruppe.
Ekspertudvalget får til opgave at analysere og vurdere Grønlands eksisterende skattelovgivning for at vurdere, om den er tilstrækkelig robust til at sikre Grønland indtægter fra selskabsskatter af råstofprojekter.
For det andet skal ekspertudvalget komme med en anbefaling til landets fremtidige beskatningsstrategi på blandt andet hårde mineraler.
Anbefalingen fra ekspertgruppen på dette område skal foreligge senest i 2014.
Tidligere har det været fremme, at en række af de multinationale mineselskaber, der i øjeblikket søger efter råstoffer i landet eller er tæt på at åbne miner, har sørget for at oprette skuffeselskaber i skattely.
Det har skabt en bekymring for at det grønlandske samfund bliver snydt for indtægterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet