Grønland kræver CIA-flyvninger undersøgt

Udenrigsminister Villy Søvndals (SF) beslutning om ikke at undersøge, om den amerikanske efterretningstjeneste CIA har brugt dansk luftrum til tjenestens hemmelige fangeflyvninger, vækker vrede på Grønland.

Det grønlandske folketingsmedlem for Siumut, der er søsterparti til de danske Socialdemokrater, og medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Doris Jakobsen, kalder det "uacceptabelt".

- Jeg vil nu bede landsstyreformanden henvende sig til regeringen og kræve, at den respekterer det grønlandske ønske om at få en uvildig undersøgelse. Det er løftebrud fra regeringens side, uacceptabelt, og meget beklageligt, siger Doris Jakobsen.

Selv om de tre regeringspartier, De Radikale, Socialdemokraterne og SF, ellers så sent som i september krævede en uvildig undersøgelse af fangeflyvningerne, mener Villy Søvndal nu, at der ikke længere er brug for en sådan. Årsag: Frygten for at "sande til i bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser", som udenrigsministeren udtrykker det.

Doris Jakobsen vil derfor samtidig bede udenrigsministeren redegøre for, hvilke beregninger som ligger til grund for vurderingen af, at en sådan undersøgelse vil blive "omkostningstung".

Enhedslisten har også kritiseret Villy Søvndals beslutning, ligesom Amnesty International og FN-Forbundet mener, at der er behov for at komme til bunds i anklagerne mod den amerikanske efterretningstjeneste.

Senest afslørede indberetninger fra den amerikanske ambassadør i København tidligere på året, at VK-regeringen tilbage i 2008 ikke ønskede at stille USA kritiske spørgsmål om CIA-flyvningerne, selv om den officielt foregav at afkræve klare svar og gav løfter om det til Folketinget.

I stedet for en uvildig undersøgelse nedsatte udenrigsminister Per Stig Møller (K) dengang en arbejdsgruppe, som konkluderede, at der ikke var beviser på fangeflyvningerne.

USA har dog hverken ønsket at be- eller afkræfte oplysningerne om op imod 1900 mistænkelige CIA-flyvninger gennem dansk luftrum siden 2001.

/ritzau/

Søvndal dropper undersøgelse af CIA's fangeflyvninger. Grønlandsk folketingsmedlem kalder det "uacceptabelt".

Offentliggjort Sidst opdateret