Grønland kræver svar om missilskjold

Nato-landet Danmark skal huske Grønland, når Nato aftaler at samarbejde med Rusland om et missilskjold, sådan som det skete i weekenden på Nato-topmødet i Lissabon.

Det mener det grønlandske folketingsmedlem Lars-Emil Johansen fra det socialdemokratiske oppositionsparti, Siumut.

Han stiller nu spørgsmål til udenrigsminister Lene Espersen (K) for at få svar på, hvilke konsekvenser det nye raketskjold får for Grønland, hvor der står en stor amerikansk radar på Thule Air Base.

Radaren på den amerikanske base i det nordlige Grønland er allerede en del af et missilskjold, gør Lars-Emil Johansen opmærksom på.

- Når man lægger land til et forsvarssystem, så vil man jo gerne vide hver gang, hvad ændringer betyder for os. Der er ikke nogen automatik i, at vi skal være med. Danmark lægger jo ikke land til det missilskjold, som man indgår aftale om. Det gør Grønland, siger han.

- Derfor synes jeg, at det er rimeligt at få belyst, hvad der skal ske. Om det er godt eller skidt, må de grønlandske myndigheder forholde sig til, siger han.

Grønlands forsvars- og udenrigspolitik hører under Danmark, selv om Grønland styrer mod mere selvstændighed.

- Der er sket betydelige ændringer, siger Lars-Emil Johansen.

En ny grønlandsk selvstyreordning trådte i kraft i 2009.

Aftalen mellem Nato og Rusland handler i første omgang om en fælles vurdering af truslerne mod de to områder. Nato frygter missiler fra lande som Nordkorea og Iran.

/ritzau/

Nato-Rusland aftalen om missilskjold kan have betydning for radaren på Thule Air Base, mener folketingsmedlem.

Offentliggjort Sidst opdateret