Grønland vil åbne repræsentation i USA
Grønland går efter at udvide handelssamarbejdet med USA. Derfor vil landsstyret oprette en grønlandsk repræsentation i den amerikanske hovedstad Washington.
Det skriver Berlingske.
Den grønlandske repræsentation i USA er samtidig et udtryk for en grønlandsk anerkendelse af USA's mangeårige militære tilstedeværelse i Grønland.
Formanden for Grønlands landsting, Josef Motzfeldt, beskriver den planlagte repræsentation som "en del af Grønlands trinvise frigørelse fra Danmark".
Men landsstyreformand Kuupik Kleist understreger, at den grønlandske repræsentation er tænkt som en del af den danske ambassade i Washington.
- Men det er selvfølgelig elementer i en stadig udvikling af større ansvar og selvstændighed for Grønland. Det sker vel at mærke i fuld enighed med Danmark, siger Kuupik Kleist til Berlingske.
Grønland overvejer på længere sigt også at oprette repræsentationer i syv andre lande, deriblandt Canada, Rusland, Japan og måske Sydkorea.
Bortset fra en repræsentation i Bruxelles er Grønland i dag repræsenteret af Danmark overalt på kloden, så de grønlandske planer vækker betydelig opsigt herhjemme.
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) minder om, at udenrigspolitikken føres fra Danmark:
- Grønland kan godt selv pleje sine handelsinteresser, men det virker som om, at Grønland også vil til at føre udenrigspolitik.
- Ifølge grundloven føres udenrigspolitikken af rigets regering, så de kan ikke begynde at føre en selvstændig udenrigspolitik i forhold til USA, siger Per Stig Møller til Berlingske.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde