Grønlandsk MF'er: Ingen social dumping med storskalalov

Den stærkt omdiskuterede grønlandske storskalalov åbner ikke op for, at virksomheder kan importere underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener Sara Olsvig, der er medlem af Folketinget for det grønlandske regeringsparti IA.

Udmeldingen kommer, efter at toppen af den danske fagbevægelse har varslet en international klagesag i forbindelse med loven, som tillader tusindvis af kinesere at komme til Grønland og anlægge jernminer på kinesiske overenskomster.

- Efter vores bedste overbevisning bliver der ikke tale om social dumping på baggrund af den endelige vedtagne storskalalov, siger Sara Olsvig.

Formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, er ikke i tvivl om, at storskalaloven bryder med de internationale konventioner om retten til frie forhandlinger.

Men det afviser Sara Olsvig.

- Loven afskærer ikke de grønlandske arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer fra at indgå overenskomster for de udenlandske arbejdere, siger politikeren.

Hun understreger, at det i loven er gjort klart, at mindstelønnen i Grønland også er gældende for udenlandske arbejdere. Der er også sat et klart loft på, hvor meget der må fratrækkes lønnen til blandt andet kost og logi.

- Der skal indgås trepartsaftaler med de udenlandske selskaber og deres tjenesteydere om involvering af grønlandsk arbejdskraft, grønlandske virksomheder og andre bidrag til lokalsamfundet, siger Sara Olsvig.

Naaja Nathanielsen, som er medlem af det grønlandske landsting for IA, har også understreget over for Ritzau, at loven på ingen måde åbner for "billig" arbejdskraft.

Den omdiskuterede storskalalov blev vedtaget i Grønland for en uge siden. Den sætter rammerne for de enorme selskaber, som står på spring til at investere milliarder i Grønland.

Det kræver grønt lys fra Danmark, hvis loven skal blive en realitet.

/ritzau/