Grønlandske politikere kræver svar om CIA

De to grønlandske folketingspolitikere Juliane Henningsen (IA) og Lars-Emil Johansen (Siumut) støtter oppositionen i Folketinget, der kræver en uvildig undersøgelse af hemmelige CIA-fangeflyvninger i grønlandsk, færøsk og dansk luftrum, skriver sermitsiaq.ag.

Det sker efter, at der på Wikileaks er fremkommet hemmelige diplomatoplysninger fra USA?s daværende ambassadør i Danmark, James P. Cain.

Dokumenter, som ifølge Politiken viser, at den danske regering - ifølge Cain - ikke ønskede en tilbundsgående undersøgelse af påståede CIA-flyvninger.

- Da jeg læste dokumenterne, blev jeg både forbløffet og forarget, siger Juliane Henningsen og fortsætter:

- Jeg havde fornemmelsen af, at Danmark på den måde ville tie de rigtige omstændigheder ved CIA-flyvningerne ihjel. Nu viser det sig, at vi ganske rigtigt blev ført bag lyset, siger Juliane Henningsen.

Hun kalder regeringens ageren for et "alvorligt tillidsbrud"

Lars-Emil Johansen er ligeledes skuffet over regeringen. Han mener, at sagen giver fornyet grund til, at Grønland får øget indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, når det gælder grønlandske forhold.

- Grønland må forlange et større ansvar for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det kan ikke blive ved på den her måde. Situationen er utidssvarende, siger Lars-Emil Johansen, som mener, at der fortsat skal samarbejdes med Danmark, men med større grønlandsk indflydelse på egne udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold.

Formanden for det grønlandske landsstyre, Kuupik Kleist, vil drøfte undersøgelse af CIA-flyvninger med udenrigsminister Lene Espersen (K) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), når han mødes med dem i den kommende uge.

Kuupik Kleist vil dog ikke kommentere dokumenterne, som han ikke selv har læst, skriver sermitsiaq.ag.

/ritzau/

Grønlandske politikere støtter oppositionens krav om uvildig undersøgelse af hemmelige CIA-flyvninger.

Offentliggjort Sidst opdateret