Det går stadig langsommere med at få dømt gerningsmændene i de grove voldssager. Dermed stiger risikoen for, at voldsofrene møder deres gerningsmand på gaden.
Nye tal fra justitsminister Lars Barfoed (K) afslører, at ikke blot overholder VK-regeringen langtfra løftet om, at voldsmænd og voldtægtsforbrydere hurtigere skal have afgjort deres sager og senest inden for 37 dage. I løbet af de tre første måneder i år er den gennemsnitlige afgørelsestid endda steget til 83 mod 76 sidste år. Samtidig viser tallene, at kun 43 procent af sagerne for øjeblikket bliver afgjort inden for de 37 dage.
Da regeringen tiltrådte i 2001, blev 50 procent af sagerne afgjort inden for 37 dage, og den gennemsnitlige afgørelsestid var dengang 58 dage.
Justitsministeren understreger ellers i et svar til Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup, at regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance flere gange har tilført domstolene flere penge, og at de første såkaldte nøgletal for byretterne i 2010 viser, at sagsbunkerne "på stort set alle områder" er på vej ned.
Men alligevel stiger sagsbehandlingstiden altså for de grove voldssager, og Karen Hækkerup kalder derfor Lars Barfoed i samråd i Folketingets retsudvalg for at få en forklaring.
- Det går jo kun den forkerte vej under regeringen, siger Karen Hækkerup
- Enten må den sikre, at domstolene får ressourcer til at løse opgaven - eller også må man opgive de 37 dage. Det her er jo at stikke både ofre og gerningsmænd blår i øjnene, siger Karen Hækkerup.
Grov vold er i denne sammenhæng sager, hvor gerningsmanden straffes med ubetinget fængsel, eller sager hvor tiltalen lyder på vold af særlig farlig karakter.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde