Guldborgsund får besøg af rejsehold

Regeringens såkaldte klimarejsehold er efterhånden klar til at drage rundt til landets kommuner for at dele ud af den seneste viden om, hvordan kommuner kan indrette sig i en fremtid, der formentlig byder på flere skybrud og højere vandstande.

I både Lolland og Guldborgsund Kommuner hilser man initiativet velkomment. Alligevel er det kun i Guldborgsund Kommune, man har bestilt et besøg af rejseholdets klimaeksperter.

- Vi bor jo ikke i Østjyllands højderyd, så vi har vores udfordringer, som vi er nødt til at indrette os efter. Derfor er vi også meget imødekommende overfor klimarejseholdet og tager imod alt, hvad vi kan få af hjælp og vejledning i den sammenhæng, siger Arne Graae Jensen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune.

Faktisk skulle kommunen allerede i slutningen af denne måned have haft et opstartsmøde med rejseholdet. Men på grund af afskedigelser i ministeriet er det indtil videre aflyst. Arne Graae Jensen understreger dog, at der vil komme et nyt møde, og at relevante interessenter også senere vil blive inddraget, ligesom kommunen også ønsker et tæt samarbejde med nabokommunen Lolland.

Her har man allerede fokus på klima, og via et øget antal medarbejdere samt erfaringsudveksling med andre kommuner også en stor viden på området, fortæller Gert Mortensen, der er formand for Lolland Kommunes Klima, Teknik og Miljøudvalg. Derfor har kommunen i første omgang heller ikke planer om at invitere rejseholdet på besøg.

- Umiddelbart har vi ikke behov for hjælp og støtte fra rejseholdet. Men vi vil selvfølgelig afvente og se, om de kan være med til at give yderligere inspiration – det skal man naturligvis aldrig afvise helt. Umiddelbart har vi dog ingen planer i den retning, siger Gert Mortensen.

Ligesom landets øvrige 98 kommuner skal både Lolland og Guldborgsund Kommuner inden for de næste to år udarbejde en handlingsplan for klimatilpasning. Denne plan forventer Lolland Kommune at få godkendt i byrådet allerede i første halvdel af dette år.

Foto: Anders Knudsen (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret