Det var Danmarks Radios medarbejder Nils Giversen, som optog og videregav en omdiskuteret lydoptagelse i lækagesagen, erfarer Ritzau.
Optagelsen er ifølge DR identisk med den lydoptagelse, som Nils Giversens ven, journalisten og filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen hævder beviser, at forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jacob Winther, i 2007 lækkede til TV2, at jægerkorpset skulle sendes til Irak på hemmelig mission.
Christoffer Guldbrandsen har forklaret, at Jakob Winther ringede til TV2's journalist Rasmus Tantholdt med "nogle stærkt fortrolige oplysninger, som han gerne vil dele med TV2".
Danmarks Radio har hidtil kun oplyst, at en medarbejder - i strid med reglerne - har optaget en telefonsamtale, som han har afleveret til Christoffer Guldbrandsen.
Stationen ønsker imidlertid ikke at oplyse navnet på medarbejderen, og Nils Giversen ønsker heller ikke over for Ritzau at kommentere oplysningen om, at han er vedkommende.
Nils Giversen var tilrettelægger på Den Hemmelige Krig sammen med Christoffer Guldbrandsen og senest Cavlingnomineret for filmen "SOS - fanget af pirater".
Rasmus Tantholdt har tidligere oplyst, at han aldrig har talt med Christoffer Guldbrandsen om sagen. TV2's journalist ønsker over for Ritzau ikke at bekræfte eller afkræfte, om det er ham, som optræder på lydoptagelsen.
- Jeg ønsker ikke at bidrage til yderligere spekulationer om den lydfil, siger Rasmus Tantholdt.
Jacob Winther afviser at være kilde til TV2's historie.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker