Trods massiv kritik fra Socialdemokraterne, så afviser indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), at regeringens massive besparelser på tilskuddet til kunstig befrugtning vil medføre social skævhed.
- Hvis man fjerner den offentlige finansiering af fertilitetsbehandlinger, så giver det 250 millioner kroner. Jeg har fået afsat de 50 millioner til afbødning af eventuelle sociale skævheder, sådan at man uanset indkomst har en chance, og sådan at man kan hjælpe dem, der har ekstraordinært store udgifter, siger Bertel Haarder.
Det offentlige yder i dag gratis hjælp til kunstig befrugtning med op til tre behandlingsforsøg. Men som led i regeringens og Dansk Folkepartis genopretningsplan skal der spares 24 milliarder kroner. Og derfor forsvinder tilskuddet fremover.
Den beslutning kalder sundhedsordfører for Socialdemokraterne, Sophie Hæstorp Andersen, "et klart signal fra regeringen og Dansk Folkeparti om, at det kun er de rige mennesker, der i fremtiden skal have råd til at have børn."
I forbindelse med fordelingen af de 50 millioner kroner har Bertel Haarder søgt hjælp hos Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, der skal give "råd med hensyn til at afbøde eventuelle sociale skævheder".
Haarder har endnu ikke modtaget foreningens syn på sagen. Men han er godt klar over, at den første besked fra den kant kan gå på, at de 50 millioner ikke rækker.
- Det vil de da muligvis sige. Men 50 millioner er i høj grad bedre end ingenting. Og så skal man lige tænke på, at adoptioner er langt dyrere, siger Bertel Haarder.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde