Der skal tages hensyn til rygende folketingspolitikere.
Det understreger Venstres medlem af Folketingets præsidium, Bertel Haarder, efter, at Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), har bebudet et opgør med rygereglerne på Christiansborg.
Det er de ansatte på Christiansborg - betjente, håndværkere, kontor- og rengøringspersonale - der har bedt politikerne om at stoppe rygningen på deres kontorer. Men det vil hverken Venstre eller Dansk Folkeparti være med til.
Bertel Haarders argument mod at stramme rygereglerne på Borgen er, at "vi er voksne mennesker herinde. Vi er ikke ansatte".
Spørgsmål: Men de ansatte beder jer jo lade være. Er det ikke et relevant ønske?
- Vi skal tage hensyn til hinanden. Og hvis man kan ryge uden at genere andre, så skal det være muligt. Hvis nogen ikke kan tåle røg, så skal de heller ikke gøre rent på røgfyldte kontorer, siger Bertel Haarder.
Spørgsmål: Men nu er der jo tydeligvis nogen, der føler sig generet?
- Ja, men truslen over for dem, der ryger, kunne jo være, at de ikke fik gjort rent på kontoret, siger den tidligere sundhedsminister og fortsætter:
- Men jeg har bemærket, at ganske mange ansatte ses i rygeboksen, så der må være en hel del ansatte, der ikke har noget imod at være i røgfyldte lokaler, siden de står der, lyder det fra Haarder, der selv er tidligere ryger.
- Jeg respekterer fuldt ud, at der er nogen, der ikke vil udsættes for røg. Og det er jo det, der er argumentet for at forbyde al rygning. Men man skal også tage hensyn til rygerne, og det gør vi ved at have rygebokse, siger han.
Spørgsmål: Hvorfor går I så ikke bare ned i dem. Det skal man jo gøre på mange andre arbejdspladser?
- Jo, men jeg ser ikke det store problem i de regler, vi har nu. Det gør jeg ikke. De indebærer en balance, hvor der også tages hensyn til dem, der ryger.
Spørgsmål: Kan du forstå, at der er nogen, der undrer sig over, at politikerne gerne må ryge alt det, de vil på deres kontor, mens andre mennesker ofte skal ud på gaden?
- Jeg forstår godt, hvis folk uden for Christiansborg undrer sig. Men vi er ikke ansatte. Det er vælgerne, der er vores arbejdsgivere, siger Bertel Haarder.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned