Der er torsdag voksende håb om, at det vil lykkes miljøministre fra det meste af verden at indgå en aftale om at beskytte klodens mangfoldighed af planter og dyr. Ministrene er samlet til FN-konference med 16.000 deltagere i Nagoya i Japan.
Miljøminister Karen Ellemann (V) er optimistisk, selv om tidspresset vokser, inden konferencen slutter fredag.
Hun har selv gjort en del af benarbejdet ved at formidle kontakt mellem EU og en række afrikanske lande, som har fremsat forslag om at dele udbyttet, når vestlige virksomheder udnytter gener fra vilde dyr og planter i ulandene.
Danmark sponserede i marts en konference i Namibia, og landet foreslår nu på vegne af afrikanerne, at virksomheder lægger penge i en fond, der kan bruges til naturbeskyttelse og juridisk bistand til ulande.
- Jeg tror, det kan være løsningen på nogle af de udeståender, vi har, siger Karen Ellemann fra Japan.
Det gode ved forslaget er, at private virksomheder skal bidrage til at betale for det råmateriale, de bruger til at fremstille medicin og kosmetik. Dermed skal der ikke kun offentlige penge i spil, tilføjer ministeren.
- Naturen har brug for erhvervslivet, og erhvervslivet har brug for naturen, siger Karen Ellemann.
Store ulande som Brasilien har slået fast, at der ikke bliver nogen samlet aftale om beskyttelse af verdens natur, hvis ikke ilandene lægger penge på bordet.
Ministrene fra op mod 100 lande skal også forsøge at enes om en overordnet strategi med 20 delmål for at redde truede økosystemer som koralrev, skove og kystområder.
Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), er også i Nagoya. Hun kalder forslaget om udbyttedeling af ulandenes genmasse for "en nødvendig brik" i forhandlingerne for at få de andre ting til at falde på plads.
- Og så oplever jeg på denne konference, at der er en helt anderledes forståelse end i Danmark for, hvad det betyder, når man mister biologisk mangfoldighed. Jeg kan høre, at den dagsorden har bredt sig helt ind i den finansielle sektor, siger DN's præsident.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker