Hækkerup: Vi har nået vores mål i Afghanistan
Foto: Henning Bagger /Scanpix
Henning Bagger /Scanpix
- Vi har løst det, vi kom for, nemlig at bekæmpe terrorisme.
Sådan lyder det fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S), efter at det står klart, at størstedelen af de danske soldater i Afghanistan skal trækkes hjem til august, omkring et år før det ellers var planlagt.
- Det er lykkedes med at trænge al-Qaeda tilbage og presse Taliban. Så på den måde har vi nået det mål om at bekæmpe terrorisme, som man satte ud med, siger forsvarsministeren.
Det sker med henvisning til, at "Afghanistan ikke længere er en sikker havn for al-Qaeda".
Tilbagetrækningen af infanterikompagniet og polititræningshold sker efter aftale med det britiske forsvar. Tilbage bliver 300 mand.
- Det er altid godt for en forsvarsminister at kunne trække danske soldater hjem. Navnlig når vi er i den situation, at vi har løst det, vi kom for: nemlig at bekæmpe terrorisme, siger Nick Hækkerup.
Han understreger, at Danmark ikke har presset på for at få lov at forlade det urolige land før tid.
- Vi har ikke presset på for at komme hurtigere hjem. Men vi har selvfølgelig gerne villet have vores soldater hjem, men vi har ikke banket på briternes dør og sagt, at nu skal vi altså slippe først, siger ministeren.
Militærekspert og professor ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen siger til Ritzau, at Danmark efterlader et land i borgerkrig.
- I 2005 havde vi som mål at genopbygge og beskytte den afghanske stat, og det mål har vi ikke kunne nået. Så vi er i virkeligheden blevet slået tilbage til start, siger han.
- Vi efterlader godt nok et Afghanistan, hvor folk er sundere, bedre uddannet og har en bedre økonomi, end da vi kom, men vi efterlader stadig et Afghanistan i borgerkrig, siger han.
Men den opfattelse deler forsvarsministeren ikke:
- Det er jo rigtigt på den måde, at afghanerne selv skal tage vare på kampene. Men vi efterlader ikke et Afghanistan, som er ringere end det, vi kom til, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned