Handicappede forarget over Hækkerup-forslag

Det mener socialminister Karen Hækkerup (S), der lægger op til en velfærdsdebat og blandt andet foreslår, at handicappede børn ikke længere automatisk skal have gratis daginstitutionsplads.

- Jeg er en kende forarget over det her forslag - det skal ikke være nogen hemmelighed, siger formanden for Muskelsvindfonden, Evald Krog.

Han understreger, at det langtfra er første gang, at de handicappede står for skud, når sparekniven sendes i byen for at barbere offentlige udgifter væk.

- Der foregår en klapjagt mod disse ydelser, som vi har kæmpet så hårdt for at få, siger han.

- Handicappede beskyldes blandt andet for at være ansvarlige for landets økonomiske krise, og derfor støvsuger man alt inden for det her område. Det er en meget farlig tendens, vi er røget ind i.

Selvom der givetvis er nogle familier, der sagtens selv vil kunne betale, hvad det koster at få børnene passet, er det en helt forkert måde at anskue situationen på, mener han.

- For hvor går grænsen? Det hører vi ingenting om.

- Jeg er principielt imod, at man rammer de her familier. De har det dårligt nok i forvejen, siger Evald Krog.

Hos Dansk Handicap Forbund modtager landsformand Susanne Olsen også ministerens udmelding med en god portion kølighed.

- Jeg kan ikke lade være med at blive lidt urolig, når der pilles ved disse ting. Det er salamimetoden - det her er første hak i den retning, og hvad det næste bliver, ved ingen, siger hun.

- Hvis forældrene ikke på nogen måde er økonomisk trængte, så kan der godt være en mening i, at de betaler det samme som andre, men man skal passe meget på, at det ikke skrider.

- Det er det, jeg synes er farligt i denne situation, siger Susanne Olsen.

/ritzau/

Skal velfærdssamfundet bestå, bliver man nødt til at anskue det med andre briller ved at give mere til nogle og mindre til andre.

Offentliggjort Sidst opdateret