Hash-forsøg bliver lagt i mølposen

Foto: Claus Hansen

Regionsrådet har sagt nej til kroniske syge kan afprøve hash som smertestillende middel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det politiske flertal i Regionsrådet i Region Sjælland vil ikke gå videre med Enhedslistens forslag om et forsøg med medicinsk cannabis til særlige sygdomme. Men forskere er velkomne til at gå i gang, skriver Dagbladet Roskilde.

- Vi skal ikke politisk blande os i, hvad der har videnskabelig værdi. Derfor er der ikke flertal for at gå videre med forslaget om et forsøg med medicinsk cannabis, må jeg konstatere, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).

De 15 medlemmer af forretningsudvalget havde mandag forslaget til debat for anden gang.

Siden første møde havde administrationen udarbejdet et notat, der foreslog, at man for det første gik i gang med en kritisk litteraturgennemgang af den eksisterende forskning i ind- og udland på området.

- Hvis der er en forsker, der formulerer et forsøg med medicinsk cannabis, vil det også være nødvendigt at starte med en litteraturgennemgang før et egentligt klinisk forsøg.

Det siger regionsrådsformanden, der altså understreger, at det politiske flertal ikke er principielt imod, at der kan gennemføres forsøg i Region Sjælland med medicinsk cannabis.

- Det skal bare ikke være noget, som vi bestiller politisk, siger Jens Stenbæk til DAGBLADET Roskilde.

Forslaget om et kontrolleret forsøg med hash-medicin til udvalgte patienter var stillet af Enhedslisten, der også har rejst forslaget i Region Hovedstaden. Hovedformålet var at gøre kræftramte og skleroseramte, der benytter for eksempel cannabis-olie til smertelindring og muskelafslappende middel, uafhængige af de kriminelle miljøer.