En gruppe af 28 danskere, heriblandt sangeren Niels Hausgaard og tegneren Ib Spang Olsen, får ikke muligheden for at sagsøge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fordi Lissabontraktaten ikke har været til folkeafstemning.
Civilstyrelsen under Justitsministeriet har afslået at give sagsøgere fri proces ved Højesteret.
- Det er magtfordrejning. Regeringen vil gøre alt for at undgå et retsopgør om Grundlovens grænser, siger gruppens advokat, professor, dr.jur. Ole Krarup.
Kritikerne kalder afslaget for "skandaløst", ligesom de er fortørnede over, at det har taget otte måneder at komme frem til en afgørelse.
- Civilstyrelsen har afslået fri proces med en påstand om, at den verserende retssag "ikke længere har (?.) principiel karakter eller er af almindelig offentlig interesse". Dette er en juridisk parodi, der kun kan forklares med, at regeringen for enhver pris vil hindre et retsopgør, på jævnt dansk: magtfordrejning, siger han.
Den 28. oktober sidste år afviste Østre Landsret at lade gruppen føre sag mod den danske regering, da retten fandt, at sagsøgerne ikke havde en såkaldt retlig interesse i sagen.
Det fik Ole Krarup til at slå fast, at sagen ville blive anket til Højesteret, men det får gruppen altså ikke mulighed for.
Gruppen går nu til Procesbevillingsnævnet for at få en revurdering af Civilstyrelsens afslag.
- Man må håbe, at Procesbevillingsnævnet vil omgøre afgørelsen og dermed fastslå retssystemets politiske uafhængighed, hedder det i udtalelsen fra gruppen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker