Havnearbejder vil kapre stemmer fra DF

Det er gået for vidt med de mange akademikere i Folketinget og hos Socialdemokraterne, mener tidligere havnearbejder Leif Lahn Jensen, socialdemokratiske folketingsmedlem.

Han vil vinde socialdemokratiske vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, som har knap så mange akademikere i Folketinget, men ifølge Lahn Jensen er bedre til at tale med almindelige mennesker.

- Det er træls, at arbejdere stemmer på Dansk Folkeparti, når det ikke er et arbejderparti, siger han forud for den socialdemokratiske kongres i weekenden.

Derfor opretter Leif Lahn Jensen torsdag et netværk, Arbejdernetværket, som skal gøre det lettere for folk uden lang uddannelse at forstå, hvad der foregår i politik. Sproget skal være lettere, og det skal være lettere at blive valgt til poster hos Socialdemokraterne.

Netværket skal også hjælpe arbejderkandidater økonomisk og oprette en mentorordning, hvor erfarne politikere skal hjælpe folk uden uddannelse med pressehåndtering og alliancebygning.

- Jeg prøver at komme tilbage til rødderne og finde et vælgersegment, som jeg er bange for at tabe, siger Leif Lahn Jensen.

/ritzau/

Socialdemokratisk folketingsmedlem og tidligere havnearbejder vil gøre politisk arbejde lettere for folk uden uddannelse og vinde stemmer tilbage fra DF.

Offentliggjort Sidst opdateret