Hed debat om fængslet på Nordfalster

Bliver man mere eller mindre kriminel af at afsone i det kommende statsfængsel på Nordfalster? Det spørgsmål er blevet debatteret livligt på Folketidende.dk, siden at venstremanden Karsten Lauritzen meldte ud, at han mener, at det nye lukkede statsfængsel, der skal bygges på Nordfalster, giver fangerne for gode forhold.

Afsættet er, at det nye fængsel på Nordfalster bliver indrettet med blandt andet kulturhus, sportsplads og udsigt til grønne områder fra cellerne.
Karsten Lauritzen startede debatten i Aftenshowet, hvor han udtalte:
- Man bliver ikke mindre kriminel af flotte forhold.

Et standpunkt, som siden er blevet diskuteret ivrigt på folketidende.dk.
Mange er enige med Karsten Lauritzen i, at det bestemt ikke gør folk mindre kriminelle at have gode forhold.
For eksempel mener nicolai.h.pedersen, at der skal være så dårlige forhold i fængslerne, at kriminelle bliver afskrækket fra at begå ny kriminalitet.
- Jeg forstår ikke, hvorfor fængsler ikke skal være en frygtelig oplevelse, så folk ikke får lyst til at begå kriminalitet igen. Det er jo næsten et ”ferie-ophold”, skriver han.

Men flere er uenige. De peger i stedet på, at det at være frihedsberøvet er en straf i sig selv, og så er det lige meget med forholdene. For eksempel skriver Jørgen fra Rødby:
- Den største følelse af at være fængslet er ikke, om bygningen og cellerne er gamle og dårlige. Næ, det handler om at være låst inde og ikke bestemme over noget som helst, skriver han og fortsætter:
- Dårlige forhold giver et større had og umuliggør arbejdet med resocialisering. Gode forhold gør alting lettere. 

Men gode forhold kan også være en straf i sig selv, mener Bo Rej fra Nykøbing.
- Mon ikke snarere det, at man sidder i sin celle og kan se de omkringliggende grønne områder, forstærker følelsen af at være fængslet? At lukke folk inde i en betoncelle hjælper ikke på at bekæmpe kriminalitet. Se bare på det amerikanske samfund, skriver han.

Dømte kriminelle kan efter planen begynde at afsone i det nye statsfængsel i år 2015.

Om et par uger tages det første spadestik til byggeriet.

Foto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret