Idéen om et ekstra klimatopmøde i november vil gavne forhandlingsprocessen forud for det længe ventede FN-topmøde i København til december.
Det mener klimaminister Connie Hedegaard (K), der peger på, at stats- og regeringschefer fra alle verdens førende økonomier skal engagere sig i klimaspørgsmålet, før man kan opnå en aftale i København.
- Jeg synes, det er en god idé, at man kan engagere stats- og regeringschefer så meget som overhovedet muligt i den her proces. Det afgørende er, at man både har den formelle forhandlingsproces - det er den, Danmark er formand for - og samtidig at stats- og regeringschefer kan forpligte sig så stærkt som overhovedet muligt politisk og dermed også hjælpe til at presse på for, at de formelle forhandlinger flytter sig, siger Connie Hedegaard i forbindelse med sit møde med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i København.
Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, foreslog for nylig, at der holdes et ekstra topmøde i november for lederne af klodens største økonomier. Det er dog endnu ikke besluttet, om det bliver til noget.
- Vi må se, hvordan det bliver. Vi forsøger at lægge en tidsplan frem mod selve mødet i København. Det handler om, hvordan vi på alle måder kan engagere politikere mest muligt - også på stats- og regeringschefsniveau. Vi prøver at finde den bedste måde til at lægge maksimalt pres på, at der kommer et resultat i København, siger Connie Hedegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned