De internationale klimaforhandlinger i København skal op i et helt andet gear, hvis det skal lykkes at få en ny global klimaaftale i stand.
Det siger FN-topmødets danske formand, Connie Hedegaard (K).
- Nu skal vi have alle landene til at vise vilje til kompromis og til at bevæge sig. Det vil ikke lykkes i sidste ende, hvis folk bare bliver ved med at gentage det, de hele tiden har ment. Den fase er forbi. Nu skal vi til at finde frem til den løsning, som kan forene os, lyder budskabet fra den danske formand.
Samtlige lande skal være enige, før en endelig aftale er en realitet.
Men Connie Hedegaard understreger, at det er fuldstændig umuligt at inddrage alle på én og samme tid.
- Hvis alt skal diskuteres i plenarsalen med hundredvis af mennesker til stede, så når vi det simpelthen ikke. Det tror jeg, at alle er klar over. Vi har kun 48 timer. Statslederne ankommer torsdag eftermiddag, og så må vi have ryddet de største forhindringer af vejen, siger den danske formand.
Diskussionerne har på det seneste været præget af en del nervøsitet, og især G77-gruppen, der tæller flere end 130 udviklingslande, har talt med store bogstaver.
FN's klimachef, Yvo de Boer, har dog kun ros til overs for det danske formandskab, som han mener har skabt optimale betingelser for forhandlingerne.
- Man kan lede en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, siger han om bestræbelserne på at skabe enighed om en ny klimaaftale.
Yvo de Boer påpeger, at Connie Hedegaard har "bragt 192 heste til truget", men at det er op til verdens statsledere at skabe resultater.
- Vi befinder os på et meget afgørende tidspunkt i forhandlingerne. Der er stadig enormt meget arbejde forude, hvis denne konference skal levere det, som folk forventer, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde