Heftig debat om autocampere på Farø

I avisen Sjællandske har der hen over sommeren været sat fokus på camping på Farø.
Formanden for Dansk Autocamperforening, Max Watson har efter den megen omtale nu rettet en direkte opfordring til Vordingborg Kommune om at etablere et system, hvor der for eksempel er en automat, hvor der kan trækkes en billet, som gælder til en overnatning på p-pladsen, skriver Sjællandske.

- Altså hvor man har lov til at holde inden for definerede områder. Det er ærgerligt, at vi har så mange turister på hjul - og vi så ikke kan være imødekommende, siger Max Watson, som i Sjællandske konkluderer, at turister på Farø ville "føle sig velkomne", hvis der blev åbnet mulighed for at trække billet til en overnatning.

Det er mulighed for at parkere langs vandet i felter hvor to timers parkering er tilladt og langs vejen er 11 timers parkering lovligt.
Spørgsmålet er så om en autocamper parkerer eller camperer.
Max Watson forklarer, at nok er der en gråzone, men hvis der ved autocamperen er slået fortelt ud og gjort klart til permanent ophold, må det defineres som camping.
 
I Vordingborg kommune er man ikke meget for tanken om, at gøre pladsen på Farø til en campingplads.
Per Stig Sørensen næstformand i Vordingborg Kommunes teknikudvalg, siger til Sjællandske at Farø for det første ikke er udlagt til campingplads. Dernæst ville det virke konkurrence forvridende ligesom Per Stig Sørensen er nervøs for de eventuelle omkostninger Vordingborg kommune kunne få ved ordningen.
 
 
Foto: Foto: Anders Knudsen

Siden Farøbroernes åbning har mange autocampere fået øjet på muligheden for gratis overnatning ved velkomstcenteret.

Offentliggjort Sidst opdateret