Hele blå blok vil forringe vilkår for asylansøgere
Et stigende antal asylansøgere fra blandt andet Syrien har i løbet af den seneste uge ført til planer om at åbne nye asylcentre i eksempelvis Helsingør, Sønderborg og på Bornholm.
Men stigningen skyldes ikke kun en tilstrømning af syrere, viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen. Det skriver Jyllands-Posten.
Uden at medregne de syriske flygtninge har der fra 2011 til 2013 været tale om en stigning på 73 procent i antallet af asylansøgere. Medregnes syrerne, er stigningen i perioden på 98 procent.
Det får de borgerlige partier - Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - til at bebude stramninger på asylområdet, hvis de får regeringsmagten ved næste folketingsvalg, skriver JP.
Venstre lægger i partiets nye udlændingeudspil op til, at asylansøgere ikke må arbejde, at de ikke skal have lommepenge, men på en såkaldt madpakkeordning, hvor man ikke får lommepenge, men udelukkende får mad i asylcentret.
Desuden skal afviste asylansøgere langt hurtigere ud af landet, lyder det i udspillet.
Partiets retsordfører, Karsten Lauritzen, begrunder:
- Langt de fleste asylsøgere har betalt store summer til menneskesmuglere, der holder øje med, hvor asylsøgere har de bedste levevilkår. Vi vil ændre på vilkårene i Danmark, så det bliver mindre attraktivt at søge hertil, siger han.
Udspillet får støtte fra De Konservative og Dansk Folkeparti. Liberal Alliance er også parat til at stramme betydeligt på asylområdet, men vil gøre det ved at gøre det vanskeligere at få flygtningestatus i Danmark, skriver Jyllands-Posten
Overfor avisen afviser regeringspartierne idéen, mens Dansk Flygtningehjælp er i tvivl om, hvorvidt forringelser af vilkårene vil få nogen stor effekt for tilstrømningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned