Helge Adam: Måske vender jeg tilbage

De Konservative skal finde ny forsvarsordfører efter næste valg. Den 68-årige Helge Adam Møller har nemlig besluttet at stoppe ved næste folketingsvalg.

Spørgsmål: Hvorfor har du valgt at stoppe din politiske karriere?

Svar: Årsagen er, at jeg de sidste par måneder er løbet ind i nogle helbredsproblemer, som gør, at jeg føler, at jeg ikke kan yde 100 procent. Det har jeg det ikke godt med, men det kan jo være, at jeg vender tilbage igen om fire år, når der er valg, hvis jeg er fit for fight.

Spørgsmål: Hvad fejler du?

Svar: Det er en privat sag. Jeg stopper af helbredsmæssige årsager, som jeg ikke ønsker at uddybe. Jeg har en tro på, at det skal løbes væk, så det vil jeg bruge meget af min fritid på nu.

Spørgsmål: Hvornår traf du beslutningen om at stoppe i Folketinget?

Svar: Jeg har tænkt lidt over det i en uges tid, og den endelige beslutning traf jeg i går (tirsdag, red.). Og så meddelte jeg det til min partiformand og min vælgerforeningsformand. Mine kolleger i den konservative gruppe fik det at vide i dag klokken 11.03.

Spørgsmål: Tror du, du vil kunne undvære politik?

Svar: Det bliver jeg jo nødt til. Jeg havde både troet og håbet på, at det ville vare nogle år endnu, men jeg holder jo heller ikke helt op. Jeg vil stadig følge det tæt. Og så vil jeg nyde, at jeg ikke længere har en 70 timers arbejdsuge, og at journalister fra Ritzau ikke ringer og vækker mig klokken seks om morgenen længere. Men selvfølgelig er det lidt vemodigt.

Spørgsmål: Er der noget, du er ked af, du ikke har opnået i din politiske karriere?

Svar: Jeg ville gerne have været minister. Det indrømmer jeg da blankt. Det har jeg jo været vandt til i forsvaret. Det der med at være leder, at være kompagnichef og at have 150 soldater under mig.

At være boss og chef har jeg altid synes var spændende. Jeg har ligesom så mange andre siddet og håbet på, at der var en statsminister, der ringede. Men det skete ikke, og det har jeg ikke noget problem med i dag.

Spørgsmål: Hvad skal du så lave nu?

Svar: Jeg vil nok holde mine to teenagedøtre lidt mere i ørerne. Og så vil jeg løbe en del. Jeg har troen på, at alt kan løbes væk. Jeg skal i hvert fald nok love ikke at give gode råd til dem, der sidder herinde i Folketinget. Det klarer de fint selv.

/ritzau/

Helge Adam Møller forlader Folketinget efter knap 28 år, men afviser ikke en dag at vende tilbage til politik.

Offentliggjort Sidst opdateret