Helle og Villy danser videre trods kritik
Foto: DE KONSEVATIVE/POLFOTO
DE KONSEVATIVE/POLFOTO
Udenrigsminister og konservative formand Lene Espersen afviser at stoppe kampagnefilm, selvom filmen angiveligt har fornærmet Grækenlands ambassadør i Danmark.
Trods græsk kritik bliver den konservative kampagnefilm, hvor S og SF's formænd danser "økonomisk zorba" ikke trukket tilbage.
Sådan lyder meldingen fra den konservative formand, udenrigsminister Lene Espersen.
- Nej, vi bliver selvfølgelig ved med at køre med vores kampagne, som vi har fået meget fin respons på, siger Lene Espersen.
Hendes svar kom allerede torsdag morgen og dermed før den græske ambassadør i Danmark, Alexandros Couyou, senere på dagen skulle mødes med De Konservatives generalsekretær, Martin Dahl, om sagen.
Grækenland er fornærmet over, at De Konservative i en manipuleret kampagnefilm udstiller Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) som græske zorbadansere, der vil køre dansk økonomi i sænk - nøjagtigt som Grækenlands økonomi.
Men Lene Espersen forstår ikke den græske vrede.
- Vi har i hvert fald ikke bevidst forsøgt at krænke Grækenland, og derfor er jeg ked af, hvis det opfattes sådan, siger hun og tilføjer:
- Filmen er politisk satire, men som jo retter sig mod vore politiske modstandere. Vi har faktisk været meget bevidste om, at vi ikke ville træde grækerne over fødderne med vores satire.
Efter mødet mellem den konservative generalsekretær og den græske ambassadør torsdag formiddag meddeler generalsekretæren, Martin Dahl, i en pressemeddelelse, at mødet "forløb i særdeles god stemning", og at Grækenland og det danske konservative folkeparti har en "nær og usvækket" samarbejdsrelation".
Om den græske ambassadør er enig i den betragtning, ønsker han ikke at svare på, oplyser Den Græske Ambassade.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde