Den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, er mere magtfuld end den konservative formand, Lene Espersen, der tilmed er udenrigsminister og vicestatsminister.
Og den aldrende Mærsk Mc-Kinney Møller er fortsat Danmarks mest magtfulde erhvervsmand.
Sådan lyder nogle af resultaterne fra dette års såkaldte magtanalyse fra Berlingske Nyhedsmagasin.
Analysen er sat sammen ved, at over 100 samfundsforskere har ranglistet 131 på forhånd udvalgte danskere, der alle har magt forstået som muligheden for at påvirke det danske samfunds udvikling.
Og forskerne placer ikke overraskende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som rigets mest magtfulde person. På de næste tre pladser kommer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.
Den socialdemokratiske formand lå sidste år på 10.-pladsen, men er i år rykket op på 5.-pladsen og overhaler altså dermed Lene Espersen på 6.-pladsen, der sidste år blev placeret som den fjerde mest magtfulde i landet.
Lene Espersens drastiske fald i meningsmålingerne ser dermed ud til at gå igen, når det kommer til indflydelse.
Thorning-Schmidts tro følgesvend i jagten på (regerings)magten, SF-formand Villy Søvndal, finder man på 11.-pladsen - syv pladser højere end sidste år - hvor han dermed lige bliver overhalet af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der altså ifølge samfundsforskerne selv som Nato-chef fortsat har stor mulighed for at påvirke det danske samfund.
Mærsk Mc-Kinney Møller ligger på 7.-pladsen - 7 pladser foran den nuværende formand for A.P. Møller-Mærsk, Michael Pram Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker