Helle Thorning-Schmidt på Lolland-Falster

Der er fint politisk besøg på Lolland-Falster i eftermiddag, tirsdag.

Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt er i øjeblikket på vej landet rundt for at vise flaget og yde moralsk støtte til de lokale socialdemokratiske kandidater op til kommunalvalget om 14 dage.

På Sydhavsøerne gør hun holdt i Nykøbing i en times tid fra klokken 13.30. Her vil hun sammen med Guldborgsund Kommunes borgmester Kaj Petersen dele roser ud i gågaden og deltage i åbent møde på Nykøbing F. Teater.

To timer senere, klokken 15.30, besøger hun Nakskov, hvor hun deler roser ud i gågaden Søndergade og besøger partiets valgcafé, som også ligger i Søndergade.

Helle Thorning-Schmidt var også på Lolland-Falster i april, hvor det blandt andet handlede om at profilere partiets kaniddat til EU-parlamentsvalget, Dan Jørgensen.

Foto: F.K.K.

Socialdemokraternes leder kommer til Sydhavsøerne i dag, tirsdag, for at støtte de lokale kandidater op til kommunalvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret