Helle Thorning ventes frikendt i dag

Danskerne får formentlig allerede i dag klar besked om, at den socialdemokratiske formand, Helle Thornings-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock, ikke har brudt nogen skatteregler i forbindelse med Kinnocks job i Schweiz.

Torsdag kom familiens skatterådgiver, Frode Holm, for skade at afsløre, at familien har fået en foreløbig afgørelse, der angiveligt ikke bare skulle rense familien, men også tilbagebetale penge til Kinnock.

Den slags foreløbige afgørelser har man 14 dage til at gøre indsigelser imod.

Men da den socialdemokratiske formandsfamilie ifølge rygtestrømmen allerede har meddelt Skat, at man ikke har indsigelser mod afgørelsen, vurderes det at være en formssag at få den endelige afgørelse.

Mens vi venter på den, der efter alt at dømme kan komme allerede fredag, fastholder Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, dog sine beskyldninger om, at familien har drevet skattespekulation ved at tælle dage.

Dermed henviser han til, at antallet af dage, Stephen Kinnock har været i Danmark, er afgørende for hans skattesag.

Helle Thorning-Schmidt selv ønsker ikke at kommentere sagen, før den endelige afgørelse foreligger.

Hvor vidt Thorning-Schmidt - hvis frifindelsen altså står til troende - kan lægge sagen helt bag sig, er der delte meninger om blandt politiske kommentatorer.

- Den politiske skade, som Helle Thorning-Schmidt har lidt i denne sag, kommer ikke til forfølge hende, men jeg tror heller ikke på, at det ender med at blive en fordel for hende, siger Niels Krause-Kjær.

Peter Goll tror, at sagen fortsat kan klæbe sig til hende. Billedet af et overklasseliv passer dårligt med det socialdemokratiske arbejderparti, påpeger han.

/ritzau/

Skats endelige frikendelse af Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold ventes at komme i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret