Helle Thornings mand er i skattefokus

Skatteeksperter mener, at Helle Thorning-Schmidts (S) mand, Stephen Kinnock, bør betale skat i Danmark, selv om han arbejder i Schweiz.

Men den socialdemokratiske statsministerkandidat afviser blankt over for B.T., der rejser sagen i sin onsdagsavis, at hendes mand skal betale skat i Danmark.

Den 40-årige Stephen Kinnock er direktør for World Economic Forum med hovedsæde i Schweiz. Her bor og arbejder han til hverdag, men er i København fra enten torsdag eller fredag i sit hjem i København.

Desuden holder han ferier sammen med Helle Thorning-Schmidt og deres to døtre i Danmark, skriver B.T.

En af landets førende skatteeksperter, professor Ole Bjørn, siger til avisen, at Kinnock er tæt på at skulle betale skat i Danmark.

- Hvis situationen er den, at han tenderer at holde alle sine ferier og weekender i Danmark, så er jeg meget tæt på at sige, at han skal betale skat i Danmark, siger Ole Bjørn.

Han mener, at parret bør kontakte skattemyndighederne og få deres skatteforhold vurderet og afklaret.

Helle Thorning-Schmidt afviser på sin mands vegne, at han skal betale skat i Danmark, når han "bor og arbejder" i Schweiz.

- Det er sådan, at hvis man opholder sig over 180 dage i et land, så er man skattepligtig der. Og Stephen er jo i Schweiz de aller, aller fleste dage om året, så selvfølgelig skal han betale skat der, siger Helle Thorning-Schmidt til B.T.

- Vi følger naturligvis reglerne til punkt og prikke, siger hun.

Professor Ole Bjørn siger, at det er forkert at påstå, at hvis man opholder sig under 180 dage om året i Danmark, så er man sikret skattebetaling.

- Det afgørende er alene, hvor Kinnock har sine såkaldte livsinteresser. Altså: er han tættest knyttet til Danmark eller til Schweiz, siger han til B.T.

/ritzau/

Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, tjener sin milliongage i Schweiz. Nu rejses der tvivl om, hvor han skal betale sin skat.

Offentliggjort Sidst opdateret