Helsingør inddriver selv millioner i skattegæld
Flere danske kommuner har held med at inddrive skat på egen hånd. Arkivfoto. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Millionerne vælter ind, siden Skat i februar gav kommuner lov til at inddrive forfaldne ejendomsskatter.
Flere kommuner har held med at inddrive gæld på egen hånd. Det sker, efter Folketinget i februar gav dem lov til at inddrive forfaldne ejendomsskatter.
En enkelt medarbejder i Helsingør Kommune har allerede inddrevet 6,7 millioner kroner blot ved at ringe til borgere, der skylder i skat, skriver DR P4 København.
Nu gør Helsingør Kommune sig klar til at indkassere de resterende 13,2 millioner kroner, som borgerne skylder kommunen i ejendomsskatter. Det fortæller Pernille Madsen, der er centerchef i Helsingør Kommune.
- Vi har lige nu 1800 sager, hvor borgerne skylder i ejendomsskatter, og her vil borgerne få et brev fra os.
- Hvis borgerne efter et stykke tid stadig ikke har betalt, så sender vi sagen videre til en advokat, hvor det kan ende i en tvangsauktion, siger Pernille Madsen til P4 København.
Alene sidste år skyldte borgerne i de 33 kommuner i hovedstadsområdet 1,7 milliarder kroner i ubetalt gæld.
Gælden til det offentlige er vokset hurtigt, siden man i 2015 skrottede det fejlslagne it-system EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem).
EFI havde tilsyneladende både glemt at opkræve gæld og opkrævet forældet gæld. Det milliarddyre systemet rummede så mange fejl, at det blev nedlagt.
Ifølge Pernille Madsen har det stor betydning for kommunens økonomi, at man kan inddrive gælden.
- Det er jo klart, at byrådet skal bruge de her penge til at forvalte den kerneopgave, der er ude i kommunen, siger hun.
Den første danske kommune, der selv begyndte at inddrive gæld, var Allerød. Her samler pantefogeder så meget ind som muligt, inden sagerne sendes videre til Skat.
De gode resultater har fået flere kommuner til at tage samme initiativ. Blandt andet er Køge Kommune også begyndt at inddrive gæld hos borgerne, hvor man har ansat en enkelt medarbejder til opgaven.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker